top of page

Forord

Der var et yndigt land

Der er et lille land højt mod nord. Her bor verdens lykkeligste folk, i landet de kærligt kalder deres egen andedam, og her går det godt med økonomien og med livet. Men i de yderste kanter af det lille land er noget ved at ske - det virker som om udviklingen er gået i stå.

Op gennem nullerne blev historien om de yderste kanter af Danmark, til historien om den rådne banan. Det blev en evig fortælling om en del af Danmark, hvor væksten gik i stå, mennesker flyttede ud og de sociale og økonomiske problemer flyttede til. Historien om den rådne banan er blevet en selvopfyldende profeti.

Den afskallende maling på husene, de negative statistikker og mediedækningen tegner et billede af et sted, hvor ingen gider at bo. Det kan næsten virke som en håbløs situation - en skrue uden ende, og det tvinger én til at stille spørgsmålstegn ved, om det er en udvikling, der kan og bør vendes.

Dette er et forsøg på, at fortælle historien om, hvordan det også er at bo helt derude, hvor ingen vil bo.

Det er fortællingen om en lille gruppe mennesker, deres frygt, håb og drømme.

 

Tønder Kommune har oplevet en årelang affolkning, og prognoserne forudsiger, at dette vil fortsætte. Huspriserne i kommunerne helt i bund, de næstlaveste i landet, og at sælge sin bolig kan være svært. Det efterlader nogle i en så desperat situation, at de rejser væk og lader deres tomme hus stå tilbage. Problemet er så stort, at det vurderes, at op mod hvert tiende hus i kommunen står tomt.

 

Det nuværende byråd, med Venstre i spidsen, har i samarbejde med Real Dania, Kommunernes Landsforening og Erhvervsstyrelsen været med i projektet ’På Forkant’. Her har målet været at skabe en positiv udvikling, også uden vækst. Med omstrukturering og styrket samarbejde skal Tønder Kommune få det bedste ud af situationen.

Det er et sted med håb og optimisme, med mennesker der tror på, at udviklingen kan vendes. Herude, hvor stærene hvert år danser solen mørkt, findes både H&M og Normal. Der er driftige iværksættere og gode, solide virksomheder.

 

Under det næsten nye hvide byskilt, der markerer indgangen til byen, hænger et falmet ‘legende børn’-skilt, så udvisket, at den lille piges røde ballon næsten er forsvundet. Ordene står der stadig, som en påmindelse om, at dette er sted, man kærer sig om.

 

Pas på mig”, står der.

I Sæd har man stirret landsbydøden lige i øjnene, stået på kanten af udryddelse og forsøger nu at kæmpe sig tilbage. Her er ingen skole, ingen købmand og ikke engang et forsamlingshus tilbage.

Historien om Sæd er historien om en lille gruppe mennesker, der med lige dele opfindsomhed og gåpåmod har forsøgt at finde en modgift på den dødelige effekt, som urbaniseringen har haft på landsbyen - om en evig kamp mod magtesløshed, ligegyldighed og forfald.

bottom of page