Denne journalistiske fortælling er blevet til på baggrund af interviews med Lars, Margit, Uwe og Hanne fra Sæd lokalråd. Herudover har vi interviewet kulturhistoriker, og tidligere museumsinspektør, Inger Lauridsen. Vi har desuden benyttet historiske optegnelser, relevant statistisk materiale og rapporter fra nogle af landets førende forsknings - og analyseinstitutter. Fortællingen er derudover baseret på vores egne oplevelser og observationer fra et tre dage langt besøg til Tønder Kommune.
Det moderne fælleseje
Kapitel 2
På den anden side af den lille vej ligger en idyllisk gårdejendom, der, i komplet modsætning til de tomme huse, summer af liv. Velduftende lavendelplanter strækker sig langs husets røde murstensfacade, og foran den åbne hoveddør står tre identiske træer, hvis kroner er sirligt beskåret i kuglerunde cirkler.
I den tidligere landevejskro fra 1871 bor ægteparret Hanne Frisk og Uwe Carstensen, hvorfra de i 25 år har drevet Bed & Breakfast under navnet Sov Godt 8. Parret har inviteret os indenfor til en snak om livet i Sæd, om områdets udfordringer og om indsatsen for at holde gang i den lille landsby trods modgang. Hanne og Uwe deler formandskabet i Sæd lokalråd, der siden 2014 har kæmpet en ihærdig kamp for at holde gang i den lille landsby.
Vi træder ind ad den åbne hoveddør og videre ind i spisestuen, hvor kaffen allerede står klar på det lange træbord. Her bliver vi modtaget af Hanne og Uwe, der er ved at dække bordet færdigt. Ind ad døren kommer Margit og Lars Thomsen, der også er aktive medlemmer af lokalrådet. Hanne stiller et fad med krydderkage på bordet, og vi sætter os.
“Vi stiftede lokalrådet med en bevidsthed om, at hvis ikke vi gjorde noget, så ville det gå galt,” forklarer Margit.
Det banker på døren, og Hanne går ud og åbner. Kort efter træder hun ind i stuen igen.
“De vil gerne at vide, hvor fuglene er,” siger hun.
Det er stærene, hun snakker om. Fra august til december samles de i enorme flokke i Tøndermarsken, inden de trækker sydpå for vinteren. Landmændene bryder sig ikke om fuglenes årlige visit, men for Uwe og Hannes Bed & Breakfast er det en gave, fordi det forlænger deres sæson med to måneder.
De mange trækfugle er en del af den unikke natur, der omgiver Sæd. Der er noget helt særligt ved at kigge ud over det flade marskland, som man ikke finder andre steder. Måske netop derfor stikker de tomme og faldefærdige huse så tydeligt ud i det maleriske landskab.
Nedrivning og bandepakker
I Sæd lokalråd gør de et stort arbejde for, at gøre deres landsby til et pænere sted at bo. Det kræver det nemlig, hvis man vil gøre stedet mere attraktivt for nye tilflyttere, mener de. Derfor er lokalrådet i løbende dialog med Tønder Kommune for at få hjælp til nedrivningen af de faldefærdige huse, der for tiden skæmmer bybilledet. Gennem vinduet i spisestuen kan man se direkte over på det tomme, gule hus og den nedlukkede dagligvarebutik på den anden side af vejen.
“Dem er vi i gang med at søge om hjælp til nedrivning af. Men nedrivningspuljerne hænger ikke på træerne. Og nu holder de vist ovenikøbet en pause med dem,” forklarer Margit mens hun kigger ud af vinduet.
“Ja, for nu skal pengene vist bruges på bandepakker. Men dem har vi altså ikke herude,” tilføjer Hanne smågrinende.
De bliver ved med at ærgre sig over de tomme huse, for synet vænner man sig aldrig til forklarer de. Og heldigvis da, for så har man givet op, mener Hanne.
Luft unger vingerne
Og at give op det nægter de fire ildsjæle. De har alle boet i Sæd med deres familier i mere end tredive år, og det har de tænkt sig at blive ved med. For landsbylivet kan nemlig noget særligt, og giver nogle andre muligheder, end man har andre steder.
“Her kan vi bo billigt, trygt og tæt på den friske natur. Jeg tror, det betyder et eller andet for ens dannelse, at man er opvokset sådan, i stedet for at man skal ned på en eller anden legeplads, hvor mor sidder og kigger på sin telefon imens man gynger. Sådan er vi jo så forskellige,” siger Lars.
Når medierne i deres dækning af Sønderjylland bruger ord som Udkantsdanmark eller den rådne banan, er det svært at forstå for de fire landsbyboere omkring spisebordet. For dem har det at slå sig ned i området været et aktivt tilvalg om, hvilket liv de ønsker for dem selv og deres familier.
“Når folk taler om Udkantsdanmark, så gør mig sgu også lidt arrig. Vi er så lille et land. Der burde da kunne være liv alle steder - også uden at vi behøver at bekrige hinandens måder at leve på,” siger Hanne.
Fællesskaber på tværs
Sæd er langtfra den eneste landsby i Danmark, som er udfordret af nedlukkede forsamlingshuse, skoler og dagligvarebutikker. Gennem de sidste 40 år er befolkningsvæksten i de større byer steget hastigt, og det har efterladt mange af de små byer i en situation, der ligner Sæds.
Når man taler om redningen af de danske landsbyer, støder man ofte på begrebet klynge-landsbyer. Klynge-landsbyer opstår, når nærliggende landsbyer organiserer et samarbejde mellem sig, hvor de deler byernes faciliteter og fællesskaber. Det kunne for eksempel være et fodboldhold med spillere fra tre forskellige steder eller et foredrag med Lotte Heise, hvor beboere fra de omkringliggende landsbyer er inviteret.
I lokalrådet er der enighed om, at det er den slags fællesskaber, som kan være med til at redde Sæd. Når landsbyerne deler deres lokaler og faciliteter, så er der flere til at holde tingene i gang. På den måde deler de ressourcer, og hjælper hinanden med arrangementer, der kan være med til at gøre det til et godt sted at bo.
De glemte byer kæmper
Selvom afviklingen af landsbyerne har været undervejs i mange år, har kommunesammenlægningen i 2007 også have haft en betydning. Tønder kommune er Danmarks tredjestørste rent geografisk, og ved indførelsen af strukturreformen blev syv kommuner sammenlagt til én stor.
“Jeg tror, mange føler sig glemt ude i landsbyerne, og føler, at de er langt fra beslutningsprocessen inde på rådhuset i Tønder,” forklarer Hanne.
Netop følelsen af at blive glemt har medvirket til, at der i de sidste ti år er blomstret en række lokalråd op i kommunen. For ved fraværet af de lokale rådhuse er det gået op for landsbyboerne, at ansvaret for landsbyernes overlevelse hviler på dem. Kampen om overlevelse bliver kæmpet overalt i kommunen, men ikke alle steder vil kampen lykkedes. Det er der enighed om ved spisebordet i Sæd.
“Jeg tror, at langt fra alle landsbyer vil overleve. Og jeg er heller ikke sikker på, at alle landsbyer skal overleve,” siger Margit.
Det mener de til gengæld godt, at Sæd kan. I de snart fire år lokalrådet har været aktivt, er det lykkedes at gøre en række spændende projekter til virkelighed. Og der er flere idéer, hvor de kommer fra. Realiseringen af disse projekter har ført til en øget optimisme for fremtiden og stolthed over byen.
“Havde man spurgt mig for ganske få år siden, så havde jeg ikke troet på, at Sæd ville kunne overleve. Det gør jeg nu,” siger Margit.
Et nyt samlingssted
Således opmuntret rejser vi os fra bordet i spisestuen og går i samlet flok på ind i et stort, åbent fælleslokale. Over os er der åbent til kip, og de blotlagte sorte bjælker danner en fin kontrast til rummets hvide vægge. Her mødes nyt og gammelt, det forfinede og det rå, i et rum, hvor borgerne i Sæd samles til de begivenheder, der før foregik i byens nu nedlagte forsamlingshus. I hver side af rummet strømmer lyset ind fra de store vinduespartier, selv på en grå oktoberdag. Udenfor ligger den velplejede have, hvor høns og kaniner går bekymringsfrit rundt.
Lokalet kalder de for ‘Laden’. Hanne og Uwe så gerne, at der var flere kulturelle arrangementer her, som byens borgere kunne samles om. Men fordi Laden er privatejet, kan de hverken få støtte til arrangementer eller ombygning. Alligevel insisterer parret på, at byen skal have et samlingssted, hvor der sker noget. Også selvom det har været dyrt. For det er den slags landsby, de gerne selv vil bo i.
“Økonomisk er det helt tåbeligt, og vi har da også somme tider spurgt os selv, hvorfor vi overhovedet byggede den. De penge kunne vi have brugt på så meget andet, for eksempel fede ferier eller en stor bil,” siger Uwe.
Trækfugle og fællesfugle
Vi går ud af laden og ned langs Sæds hovedgade sammen med Lars. Rundt omkring ser vi søjler fyldte med fuglehuse. I alle regnbuens farver pryder de hver en have og hvert et gadehjørner. Stærehoteller kalder de dem i byen. Med sort sol som en stor magnet for turisme i området, er det vigtigt at stærene har et godt sted at overnatte. Og for Sæd er der nærmest opstået en konkurrence om, hvem der kan have det største og bedst besøgte stærehotel i byen.
“Det er ligesom vores varemærke,” har Margit tidligere forklaret.
Længere nede ad vejen drejer Lars ind, hvor der står et lettere tilgroet skilt. En hvid and med gule fødder og næb. Det er her, vi finder byens lille andelaug. Stien ved skiltet fører os gennem en låge ind til det gamle forte - en åben græsmark, gemt bag landsbyens huse og gårde. Vi bliver budt velkommen af deres rappen, før vi overhovedet kan se indhegningen med de mange hvide ænder, der er godt fodrede og snart klar til byens sultne julemunde.
”Vi skiftes til at passe dem. Mandag morgen er det mig og Margit, der skal herned og give dem rent vand og foder,” fortæller Lars, som han tager os med hen til andegården.
Ligesom de før delte fortet mellem gårdene, deler de nu ænderne. Hver især betaler de et beløb alt efter, hvor mange ænder de vil have at spise. Og så bliver der ellers hentet ænder ind til Sæd, hvor de hygger sig på marken, som et naturligt samlingssted for hele byen. Ideen er skabt ud fra et ideal, der stammer helt tilbage fra andelsbevægelsen. Det er der flere af lokalrådets nye tiltag der gør.
Ølbryggeri i frysehuset
Ikke langt derfra, midt i landsbyen, med tre græssende ponyer som nabo, ligger et lille, rødt murstenshus på størrelse med en gennemsnitlig parcelhusgarage. Indenfor er rummet lyst og moderne med skifergrå fliser på gulvet, hvide vægge og halogenspots i loftet. Rummet er sparsomt indrettet med en håndvask, et køleskab og to store kogekar. I det øjeblik man åbner døren til det lille hus, bliver man mødt af en insisterende, sødlig lugt. Lugten stammer fra mæskning af malt, der er et vigtigt led i processen, hvis man skal brygge øl. Og det gør man her. I det lille, røde hus.
Frysehuse
Andelsfrysehuse i Danmark stammer tilbage fra 1940’erne, før det blev almindeligt at have en kummefryser i husstanden. I løbet af halvtredserne voksede frysehusenes popularitet, og antallet af frysehuse i Danmark nåede op på over 3000.
I frysehusene husene kunne man leje alt fra kvarte til hele frysebokse, hvor man kunne fryse kødet efter slagtning. I Sæd deltes 14 personer om 12 bokse på hver 100 liter. For nogle var en hel boks nemlig for dyr. En hel boks kostede et startbeløb på 200 kroner, og derefter 80 kroner årligt. Hvilket var mange penge dengang. Pengene skulle gå til afbetaling af frysehus og –anlæg, samt driftsudgifter.
“Æ ska’ li’ch i æ box,” blev en ret almindelig ting at sige i Sæd, når man skulle ned og hente frostvarer i frysehuset. Det blev et samlingspunkt for byens borgere, der lige kunne få en sludder for en sladder, når de mødtes nede i frysehuset.
Det var et stort arbejde at få pakket kødet ned til boksen. Det var før, fryseposer kom til, så kødet blev omhyggeligt pakket ind i fedtpapir - en slags papir, der kunne holde på væsken. Derefter skulle de pakkes ind i to lag brunt papir, bindes med sejlgarn og have et manillamærke på, så man kunne se, hvad pakken indeholdte.
Huset er Sæd Bryghus-Museum, der åbnede tidligere i år, efter flere års ihærdigt arbejde i lokalrådet. Huset er et kombineret bryggeri og museum, hvor byens beboere kan samles omkring ølbrygningens ældgamle kunst, og hvor byens besøgende kan blive klogere på det lille røde hus’ historie. Huset var nemlig et af de såkaldte frysehuse, der i 1940’erne og 50’erne spredte sig overalt i landet, som et led i andelsbevægelsen, indtil mange danske hjem blev udstyret med frysere i begyndelsen af 60’erne.
Frysehusene havde den afgørende betydning, at husmødrene ikke længere behøvede at salte, henkoge eller ryge kødet, når der blev slagtet på gårdene. Nu kunne de i stedet fryse kødet ned i familiens egen fryseboks i det fællesejede hus. Ved restaureringen af Sæd frysehus har lokalrådet på én gang bevaret et symbol på den danske andelsbevægelse, og samtidigt skabt en aktivitet for byens voksne, der kan bidrage til et styrket fællesskab i det lille samfund.
“Hvis der skal ske noget i byen, så bliver der nødt til at være nogle aktiviteter. At lave øl er et ret stort arbejde, så vi må hjælpe hinanden. Og så er det jo meget sjovt at drikke dem sammen bagefter,” siger Lars.
