Denne journalistiske fortælling er blevet til på baggrund af interviews med Lars, Margit, Uwe og Hanne fra Sæd lokalråd. Herudover har vi interviewet kulturhistoriker, og tidligere museumsinspektør, Inger Lauridsen. Vi har desuden benyttet historiske optegnelser, relevant statistisk materiale og rapporter fra nogle af landets førende forsknings - og analyseinstitutter. Fortællingen er derudover baseret på vores egne oplevelser og observationer fra et tre dage langt besøg til Tønder Kommune.
Resterne af fortiden
Kapitel 1
Livet var hårdt ude i marsken, og fremskridtene skete ofte langsommere end i de større byer. I vinteren 1928 ankommer Axel Bentholm, hans kone Anna og deres tre børn Bertel, Svend og Inge til Grøngården, der ligger lidt udenfor Sæd. Familien overtager gården, efter den i mange år har ligget øde hen, og begynder en barsk kamp for at få gården på fode igen.
Beliggende på en sandbanke mellem to forgreninger af Vidåen var den naturlige forhøjning, hvorpå Sæd ligger, et oplagt sted at slå sig ned. Den sandede jord, som føg om ørene på Axel og Anna, var som skabt til kartoffeldyrkning, og byen var da også vidt berømt for den særlige Sæd-kartoffel. Kartoflerne var populære på markederne i områdets større byer, og velstanden voksede i byen.
Ved man, hvor man skal lede, kan man stadig ane fortidens velstand. I en cirkel rundt om byens gamle forte ligger de ældste gårde. Kigger man grundigt efter, og ser man bort fra de mange tilbygninger, er de med deres klare, røde mursten og hvide vinduer et eksempel på hjemstavnsstilen, der er så karakteristisk for egnen.
Anna fortæller om familiens første tid på gården
Skønheden i fortiden
I de sidste to timer har kulturhistoriker Inger Lauridsen taget en lille gruppe mennesker med på en vandring gennem Sæd. Det lille stykke kopstensbelagte vej der fører op til en af gårdene og detaljen ved vinduet. Med begejstring har hun udpeget de små detaljer, der stadig står tilbage fra byens storhedstid. Nu er turen kommet til sin ende. En ældre herre nærmer sig hende med tårer trillende ned af kinderne.
”Jeg havde aldrig vidst, at der var så fint i Sæd.”
”Men her er jo meget fint, har du aldrig set det?”
”Det er da ikke noget.”
”Men du kan jo meget godt lide at bo her.”
”Ja! Det er jo også min landsby, men jeg havde aldrig troet den var køn”.
Samtalen står stadig knivskarpt, da Inger en tidlig formiddag fortæller os historien over en kop kaffe i sin stue. Den har brændt sig fast i hukommelsen, som et symbol på, hvordan vi så nemt kommer til at overse de små detaljer, som gør lige præcis der, hvor vi bor til noget særligt. Således opmuntrede og opløftede stiger vi ind i bilen og kører mod Sæd.
Byen ved grænsen
Skønheden kan være svær at få øje på, da vi om eftermiddagen ankommer til Sæd. Når man drejer ind på den lille sidevej, bliver det med det samme tydeligt, at Sæd er en landsby med mange kontraster. Et af de første huse man kommer forbi er et stort, gult hus med en afskallet facade, der ser ud til at have stået tomt længe. Lige ved siden af ligger en SPAR købmand med mos på taget og udstillingsvinduer så beskidte, at man kun akkurat kan skimte butikslokalerne på den anden side, der er lige så tomme som parkeringspladsen foran.
På den ene side står bygningen som den dag, nøglen for sidste gang blev drejet om i låsen. På den anden side er standen så dårlig, at det ligner, at bygning kan falde sammen, hvert øjeblik det skal være. Et sted er træet i udhænget rådnet så meget, at det er kollapset. Ruden på den gamle indgangsdør er knust, og spindelvævene mellem de to lag glas vidner om, at det ikke er sket for nyligt.
Under den falmede plakat for årets koncerter 2013-2014 spejles bygningen overfor i rudens refleksion. Den kaster et forvrænget billede tilbage af det store murstenshus med ‘til salg’-skiltet og forværrer indtrykket af den afskallende maling. Købmanden gør gaden mere forfalden at se på. Sådan er det med de tomme huse - som refleksionen i ruden, tegner de et forvrænget billede af deres omgivelser.
Købmanden lukkede i 2014, og har siden stået uberørt hen, som en evig påmindelse om landsbyens kamp for overlevelse.
Fortelandsby
En fortelandsby er en kendt landsbystruktur, der stammer tilbage fra middelalderen, ca. 1050-1536. Fortelandsbyer er karakteriseret ved, at landsbyens gårde ligger placeret i en kreds omkring byens forte.
Forten var et fællesareal, der blev delt mellem gårdene. Det ville typisk være en mark med et gadekær. Landsbyens dyr blev typisk samlet i forten, hvor de kunne græsse og drikke vandet fra gadekæret.
Rundt om gårdene var jorden opdelt i vange, som landmændene brugte til at dyrke deres afgrøder.
